Vi introducerer en ny ordning for pålidelige indberettere (også kendt som trusted flaggers). Det betyder i al sin enkelhed, at vi giver mulighed til relevante myndigheder for at skride hurtigere til handling, hvilket gør, at Punktum dk kan gribe hurtigere ind over for misbrug af .dk-domæner.
Hvorfor gør vi det?
Internettet og de kriminelle metoder udvikler sig konstant. Ved at give de pålidelige indberettere dette mandat, kan vi reagere proaktivt og præcist, når ulovligheder konstateres.
Retssikkerheden er stadig øverst på dagsordenen
Selvom vi skruer op for hastigheden, går vi ikke på kompromis med retssikkerheden. "Det er afgørende for os, at ethvert indgreb er proportionalt. Man skal ikke lukke et helt domæne, hvis det er tilstrækkeligt at fjerne en specifik underside," forklarer vores adm. direktør, Jakob Bring Truelsen.
Punktum dk stiller fire krav til de pålidelige indberettere
For at være en pålidelig indberetter skal man:
• Være en offentlig myndighed
• Kunne træffe administrative afgørelser
• Påtage sig det fulde juridiske ansvar for vurderingen
• Have en formel skriftlig aftale med Punktum dk
Ordningen træder i kraft den 1. juli 2026. I de kommende måneder inviterer vi relevante myndigheder til en mini-høring for at sikre, at vi får de bedste arbejdsgange på plads fra start. Ethvert misbrug af et .dk-domænenavn er ét for meget.
Vi glæder os til at styrke samarbejdet om et sikkert dansk internet.
Læs vores pressemeddelelse